Vi boede nogle dage på Gudenåen Camping ved Brædstrup og I den forbindelse besøgte vi flere spændende steder I området.
Gudenåens udspring I Tinnet Krat var et af de steder vi besøgte og jeg fik lige kunstig intelligens til at beskrive hvordan det hele startede i det afsides liggend krat
Første historie som faktisk godt kan passe med det vi oplevede.
For længe, længe siden – nærmere betegnet i år 43 e.kr. – gik det heroiske romerske imperium lidt i stå i det midtjyske. Kejser Claudius havde givet ordre til at kortlægge “Ultima Thule”, men de romerske legionærer var trætte. Det regnede (selvfølgelig), deres sandaler var fulde af jysk mudder, og det der med at erobre Skandinavien virkede pludselig som en rigtig dårlig idé.
I spidsen for den lokale deling stod Centurion Marcus Humilus og hans trofaste, men ret dovne kortlægger, Linus Målbånd. De havde slået lejr i et bakket terræn, som vi i dag kender som Tinnet Krat.
Marcus var i elendigt humør. “Linus!” råbte han og rystede vandet af sin guldhjelm. “Vi skal anlægge to store, strategiske vandveje. Én, der sikrer handelsruten mod øst til Kattegat, og én, der fører mod vest til Vesterhavet. Kejseren vil have storhed! Han vil have floder!”
Linus sukkede. Han sad i sit telt og forsøgte at tænde et bål med vådt lyng. “Centurion, med alt respekt… det er pissekoldt, og terrænet er absurd. Kan vi ikke bare grave ét hul og sige, det dækker det hele?”
”Nej!” buldrede Marcus. “Romerriget deler sig ikke! Vi skal markere to præcise punkter. Det logistiske hovedkvarter har bestemt, at den østlige flod skal starte lige her, og den vestlige skal starte mindst tyve dagsrejser herfra!”
Den fatale aften ved lejrbålet
Men Linus havde en plan. Han orkede simpelthen ikke at gå tyve dagsrejser mod vest i det jyske baksland.
Da Marcus var faldet i søvn efter at have drukket en tvivlsom, lunken rødvin importeret fra Italien, sneg Linus sig ud i mørket med sit officielle romerske boringsværktøj – en terrabore.
Han fandt det perfekte sted i krattet. “Hvis jeg borer kilden til Gudenåen her,” tænkte han og hamrede boret i jorden, så det friske kildevand sprøjtede op, “så er den klaret.”
Han kiggede mod vest. Det var bælkmørkt, tåget, og han kunne høre en fjern lyd af, hvad han var sikker på var jyske vildsvin (eller vrede lokale stammer). Linus gøs. Han tog to skridt til venstre. Præcis hundrede romerske tommer (ca. et par meter) ved siden af det første hul.
”Ved Jupiter,” mumlede han. “Hvis jeg borer den næste kilde lige her, sparer jeg tre ugers march. Det er jo genialt. Jeg lader bare som om, jeg har gået rigtig langt.”
Han hamrede boret ned i jorden igen. Bum! Så sprang kilden til Skjern Å i luften.
Forklaringen overfor chefen
Næste morgen vågnede Centurion Marcus og trådte ud af sit telt – direkte ned i en nyanlagt, akvatisk tvekamp. To kilder sprang lystigt op af jorden, nærmest dør om dør, og vandet løb ihærdigt i hver sin retning på grund af det midtjyske vandskel.
Marcus tabte sit sværd af ren forbløffelse. “LINUS! Hvad har du gang i?! Hvorfor er de to kilder placeret så tæt på hinanden, at man kan stå med det ene ben i Gudenåen og det andet i Skjern Å?!”
Linus, der hurtigt havde smurt mudder i ansigtet for at se udmattet ud, fløj til jorden i en dramatisk teatralsk positur.
”Åh, store Centurion!” udbrød Linus. “Det er et mirakel! Jeg gik i tre uger mod vest! Jeg kæmpede mod jyske kæmper, overlevede på en kost af sild og uld, og da jeg endelig fandt stedet til den vestlige kilde og borede hullet… så faldt rummet og tiden sammen!”
”Hvad snakker du om?” snerrede Marcus.
”Jo, ser du,” improviserede Linus febrilsk. “Det jyske kontinent er elastisk! Det er en geografisk illusion. Jorden har krøllet sig sammen som et stykke pergament. Teknisk set er der 150 kilometer imellem dem, men på grund af… øh… guden Merkurs velsignelse, har han foldet landskabet, så Romerriget sparer udgifter på akvædukter! Det er ren tidsbesparelse, herre!”
Marcus kiggede på de to kilder, der lå så tæt, at en romersk gås kunne skide i dem begge på samme tid. Han kiggede på den lunkne rødvin. Han kiggede på det konstante jyske regnvejr.
”Ved du hvad, Linus?” sagde Marcus træt. “Jeg hader det her sted. Hvis vi godkender din rapport, kan vi nå det sidste skib hjem til Rom inden vinter.”
”Præcis, Centurion! Det er en strategisk genistreg!”
Efterspillet
Og sådan gik det til, at Linus’ dovenskab blev ophøjet til romersk ingeniørkunst. De pakkede deres ting og skyndte sig væk, før kejseren opdagede, at Danmarks to største åer startede i den samme jyske baghave, blot fordi en romersk kortlægger var bange for mørke og vildsvin.
Vandet var dog ligeglad med romersk dovenskab; det fulgte bare tyngdekraften. Den ene fandt vejen mod øst og blev til Gudenåen, og den anden søgte mod vest og blev til Skjern Å. Men den dag i dag ligger kilderne stadig og hvisker til hinanden over hegnet: “Husker du, dengang Linus ikke gad gå mod vest?”
Den anden historie jeg fik som svar.
En gammel jysk skrøne fortæller følgende historie. Hjemmesiden kan indeholde humoristiske indlæg.
Generelt får de gamle romere skyld for meget. Veje, broer, akvædukter og diverse administrative systemer bliver næsten altid tilskrevet dem. Men de færreste ved, at de efter sigende også stod bag anlæggelsen af både Gudenåen og Skjern Å.
Omkring år 127 e.Kr. drog en mindre gruppe romerske ingeniører nordpå under ledelse af den anerkendte vandekspert Marcus Aquaductus. Formålet var uklart, men man mener, at kejseren havde udtrykt utilfredshed med, at Jylland endnu ikke havde fået et ordentligt system af åer.
Efter flere ugers rejse nåede ekspeditionen frem til Tinnet Krat. Her foretog legionens mest erfarne hydrologer en omfattende analyse af landskabet. Analysen bestod hovedsageligt af at stikke en finger i jorden og konstatere, at den virkede fugtig.
Marcus Aquaductus bemærkede hurtigt, at området var usædvanligt. Vandet syntes at ville løbe i flere retninger på én gang. Dette skabte betydelig forvirring blandt romerne, som var vant til, at ting opførte sig mere disciplineret.
Efter flere ugers forgæves forsøg på at kommandere med naturen besluttede de at gøre det til en styrke. Der blev gravet to store render. Den ene blev ledt mod øst og fik senere navnet Gudenåen, da lokale stammer mente, at kun guderne kunne have fundet på en så lang å. Den anden blev ledt mod vest og blev siden kendt som Skjern Å.
Der hersker dog fortsat uenighed blandt skrøneforskerne om, hvorvidt anlæggelsen var resultatet af nøje planlægning eller en misforståelse. En udbredt teori hævder, at den første rende til Skjern Å opstod, da en romersk centurion læste kortet på hovedet og begyndte at grave i den forkerte retning. Da arbejdet allerede var godt i gang, besluttede man at lade som om det hele var planlagt.
Da projektet var afsluttet, sendte kejseren efter sigende en tønde vin som belønning til de involverede. Desværre nåede den aldrig frem, da den forsvandt under transporten gennem Germanien, hvilket historikere betegner som det første dokumenterede tilfælde af “forsinket levering”.
Romerne forlod siden området, og med tiden blev deres indsats glemt. Senere generationer begyndte i stedet at tale om istider, smeltevand, grundvandskilder og geologiske processer. Det er naturligvis en langt mere sandsynlig forklaring.
Men på stille aftener i Tinnet Krat siges det stadig, at man kan høre ekkoet af en romersk centurion råbe:
“Grav lidt dybere!”
Om historien er sand, ved ingen med sikkerhed. Der findes trods alt ingen øjenvidner tilbage fra istiden.
